Om mig
Navn: Thomas Kjær Nielsen
Alder: Født i 1980
Bosat: i Aarhus
Erfaring: Jeg har arbejdet professionelt med teknologi i 20 år.
Inspirationskilder: Elon Musk, Tim Urban, Andreas Antonopoulos, Steve Jobs, Bill Gates, Sergey Brin, Lars Tvede, Martin Thorborg og andre dygtige tech iværksættere.
Hvorfor har jeg valgt at bruge tid på at blogge om blockchain teknologi og alle dens muligheder?
Jo, ser du.
Jeg elsker teknologi. Det har jeg gjort hele mit liv. Den digitale udvikling, internettet og computere har fyldt i mit liv, siden jeg var 6 år gammel, og min far havde en Olivetti PC med hjem fra sit arbejde. Den fik jeg lov at lege med, når han ikke brugte den, og jeg fik - modsat mange andre i min generation - fat i MS DOS før Commodore 64.
Det var alt fra enkle computerspil, til det at skabe animationer med Corel Draw (der jo reelt set bare var computeren, der var for langsom til at rendere vektorerne, så det lignede, at dinosauren bevægede sig), til at bygge en database over mine jumbobøger og videre i ungdomsskolen med computer som valgfag, til lange eftermiddage på biblioteket, hvor jeg lærte mig selv HTML og CSS (de grundlæggende byggesten for det moderne web) og over i mit professionelle arbejde, hvor jeg siden 2000 har arbejdet med webudvikling.
Jeg elsker den måde, man kan være kreativ med teknologi og skabe noget med teknologi. Teknologi sat sammen på nye måder, samt det at gøre en forskel, er min passion.
For mig er teknologi vel en stor bunke legoklodser.
Jeg støber ikke selv nye klodser fra bunden (altså jeg programmerer ikke), men jeg elsker at kombinere dem til helt nye figurer og arbejde videre på de eksisterende.
Det har jeg også altid været ret god til - det med at udnytte teknologier og sætte dem sammen, så de løser nogle problemer bedre, hurtigere og mere effektivt eller skaber nye muligheder.
Jeg er ret fascineret af det at bygge noget.
Ofte ved jeg ikke præcist hvad, det er, jeg vil bygge, når jeg går i gang. Jeg har blot en følelse af, at det er den retning, jeg skal arbejde.
Andre gange kommer min systematiske tankegang mig til gode. Det falder mig nemlig også naturligt at strukturere udviklingsprojekter, oversætte forretningskrav til teknologikrav, designe digitale løsninger og IT-arkitektur.
Alligevel kan jeg ikke altid sætte ord på hvad, jeg præcist synes, er interessant ved en given teknologi. For det meste er det bare en følelse af, at her er noget vigtigt, noget specielt - på samme måde som man kan føle, at et stykke musik er specielt.
- Og den følelse fik jeg, da jeg første gang lærte om bitcoin og blockchain.
Det startede for mig i 2016.
I årene før havde jeg været helt fokuseret på de områder, hvor især AI udviklede sig. Jeg læste alt fra Googles nye gennembrud med AlfaGo, selvkørende biler, over i Singularity og lange artikler og videoer om hvordan, det ville påvirke os. Suppleret af AR/VR-teknologiudviklingen og Elon Musks fremdrift mod Mars.
Det er nu stadig områder, jeg følger meget med i og stadig synes, er spændende, men i løbet af 2016 bemærkede jeg også gentagne gange, at Bitcoin og ikke mindst Ethereum blev nævnt på de teknologisites og -blogs, jeg følger.
Ærlig talt var jeg ikke fan af Bitcoin.
Men i dag ved jeg, at det skyldtes, at jeg reelt set ikke havde sat mig ind i den teknologi, der lå bag. Jeg afskrev det blot som en digital valuta, der primært kunne bruges på Silk Road, og som bankerne ikke kunne lide. Et snævert brugsscenarie, og derfor ikke noget, der fangede mig - heller ikke selvom de var svære at få fat i.
Men så vågnede jeg op og indså, at jeg var lige ved at misse en revolution!
FOMO i fuld effekt.
- Intet motiverer som det.
Så jeg kastede mig over Ethereum, der ledte mig til at forstå Blockchain teknologien bag, og i foråret 2017 brugte jeg min sommerferie på at bygge en miner selv.
Det er meget typisk for min tilgang til teknologi. Jeg skal “prøve den på egen krop” for at forstå, hvordan jeg kan udnytte den og få indsigt.
Det er også grunden til, at navnet på bloggen blev: Mine your own business.
Min miner var starten på min interesse, der i dag har grebet om sig og fylder en stor del af min tid. Især er jeg meget optaget af, hvad der sker inden for Ethereum og Bitcoin. Jo mere jeg læser og sætter mig ind i, des større bliver min fascination af teknologien.
Noget i mig siger, at vi kan være i gang med det nye internet.
Derfor er jeg nødt til at dele min viden med dig. Du er nødt til at høre mit bud på, hvordan det hele hænger sammen og påvirker verden.
Tak, fordi du læser med.